Gå til hovedindhold

Mål- og rammestyring i Horsens Kommune

Her kan du læse om de grundlæggende principper for den økonomiske styring.

Indhold

    I Horsens Kommune arbejder vi med det, man kalder mål- og rammestyring. Det giver lokal handlefrihed til at prioritere og løse opgaver, så længe det sker inden for den politisk fastsatte ramme, og der arbejdes hen imod de politiske mål for de enkelte områder. 

    Alle politiske udvalg har et budget og er ansvarlige for den samlede økonomi inden for udvalgets ramme. Rammen er sammensat af alle de bevillinger, der er givet til udvalgets område.  

     

    Eks. har Børne- og Dagtilbudsudvalget en ramme, som består af bevillingerne for Dagtilbudsområdet og Børn og Forebyggelse.

    Byrådet giver de enkelte udvalg en bevilling, som skal anvendes til at løse de opgaver, som udvalget er pålagt på de enkelte fagområder. Udvalget kan selv prioritere inden for den enkelte bevilling, men ønskes der en prioritering mellem bevillinger, så kræver det byrådets godkendelse. 

     

    Eks. kan Børne- og Dagtilbudsudvalget selv beslutte at styrke dagplejen til fordel for daginstitutionerne, da de ligger inden for samme bevilling, men ønsker de at styrke forebyggelsesindsatsen med penge fra dagtilbuddene, så kræver det byrådets godkendelse, da det er to forskellige bevillinger. 

    Inden for den enkelte bevilling kan udvalget oprette og prioritere mellem forskellige decentrale enheder. En decentral enhed kan f.eks. være en daginstitution, en skole eller et plejedistrikt. Den decentrale enheds økonomiske ramme er fastlagt af udvalget, og prioritering mellem decentrale enheder kræver godkendelse fra udvalget. 

    Den enkelte administrative enhed kan vælge at opdele rammen yderligere, alt efter hvordan det passer med løsning af opgaverne.  

     

    Eks. kan et plejedistrikt vælge at lave en økonomisk ramme for det enkelte plejecenter, ligesom en skole kan opdele rammen efter ind- og udskoling, eller hvad der nu giver mening internt.